Jobcenter CAB obstruerer magtfuldkomment

Mandag den 16. juli 2018 blev livstruet lungesyge Jan Larsen trukket igennem mere end 1 ½ times møde på Jobcenter CAB i København SV.

De 2 socialrådgiveruddannede sagsbehandlere VILLE på deres obstruerende og magtfuldkomne måde bare gennemtrumfe, at Jan Larsen skulle udfylde Rehabiliteringsplanens forberedende del, selvom Borgerrepræsentationen har vedtaget, at borgerne har ret til, at Københavns kommunes forvaltninger møder dem med respekt, ligeværdighed, dialog og tillid.

Den politisk vedtagne ret blev Jan Larsen, hans partsrepræsentant og 2 bisiddere på ingen måder mødt med.

Hør lydoptagelsen af mødet her

De 2 socialrådgiveruddannede sagsbehandlere udtrykte flere gange, at de var stolte af deres arbejde, og at de fulgte loven til punkt og prikke, selvom Jan Larsens partsrepræsentant gentagne gange læste Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets svar til Liv Over Lov om, hvordan begrebet “terminal” skal forstås og fortolkes og om, at man godt kan få førtidspension uden forelæggelse for rehabiliteringstemaet uden at være terminal.

Læs Beskæftigelses- og Integrationsudvalget svar til Liv Over Lov den 3. april 2018 her


Jesper Elbæk Drejer Andersen afsluttede i juni 2018 sin kandidatuddannelse i Sociale Interventionsstudier på Roskilde Universitet. I hans specialeafhandling har han analyseret en samtale med en anden borger og hans 2 bisiddere i Jobcenter CAB, hvor den mandlige socialrådgiveruddannede sagsbehandler var den samme, som sagsmishandlede Jan Larsen den 11. juli 2018.

Læs Jesper Elbæk Drejer Andersens analyse af den mandlige socialrådgiveruddannede sagsmishandler fra side 68 til side 74 i hans specialeafhandling her


Som det nok er nogen bekendt, udsendte Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) i januar 2018 deres analyse af 78 konkrete borgersager fra de 6 største kommuner – heriblandt 30 fra Københavns kommune.

Formålet med STAR’s analyse var at belyse kommunernes kritik af reglerne om dokumentationskrav for tilkendelse af førtids-pension – heriblandt Københavns kommunes vedholdende kritik af, at lovgivningens krav til omfanget af det dokumentationsgrundlag, som skal være til stede, før der kan tilkendes førtidspension er upræcise og uhensigtsmæssigt stramt formuleret.

STAR’s analyse gav ikke kommunerne medhold i alle deres kritikpunkter om, at lovgivningen er for stram, idet de bl.a. har konkluderet:

“dokumentationen i sagen viser, at der ikke kan peges på relevante udviklingsinitiativer, der kan forbedre borgerens mulighed for at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Det er samtidig vurderingen, at det ikke er reglernes krav om dokumentation, der hindrer, at der ville kunne tilkendes førtidspension.”

Læs STAR’s analyse her


TV2 Lorry sendte den 11. juli 2018, kl. 19:30 dette indslag om Jan Larsen


Læs herunder Jan Larsens partsrepræsentants og bisidders anmodning om nyt afslag fra Centralforvaltningen i Københavns kommune, og brug meget gerne den meget grundige klage som inspiration til egne klager.

Vedr. borger Jan Larsen, <adresse>, samt Centralforvaltningens afslag på dennes anmodning om ny sagsbehandler og afvisning af samtlige klagepunkter over bemeldte SB.

København d. 19. juli, 2018

Vi har som hhv. partsrepræsentant og bisidder fremsendt klager d. 1., 5. og 7. juni til Kbhs centralforvaltning.

Klagerne gik på sagsbehandler <sagsbehandlers navn>s facon at lede møder på.

Vi fremlagde dokumentation for at han taler usandt om indholdet af berørte borgers LÆ275-rapport fra Klinisk Funktion og at han lukker munden på bisidder med påstand om at ”bisidder må ikke tale” ved bisidders allerførste replik, hvilket der på ingen måde er hjemmel i lovgivningen for.

Vi påviste at han påstår viden om lungesygdommen KOL han bagefter demonstrerer at han ikke har, at han afviser de vejledninger han arbejder under med påstand om, at han ikke har pligt til at følge dem, og at han afslører et manglende kendskab til centrale paragraffer i den lovgivning han skal sagsbehandle efter.

Vi påviste endvidere at hans sagsbehandling mellem møderne er præget af mangel på rettidig omhu og at han ændrer mødernes agenda ad hoc uden at underrette hverken borger eller partsrepræsentant.

Ved første møde af de to i klagen nævnte møder var en funktionsevnevurdering absolut nødvendig, da den forelå ved andet møde ville han ikke tale om den. Nu mente han at han ville have en lægeerklæring, men den havde han først bestilt selvsamme dag.

Han ændrer altså mødernes agenda ad hoc og uden varsel og besværer dermed en stærk åndedræts- og bevægelsesudfordret borger med møder der bliver ligegyldige.

Vi nævnte at han i en anden borgeres sag, en svært psykose-plaget mand, havde udtalt at denne borger skulle presses ”for at finde grænsen”. En tilgang der i den konkrete borgers sag er direkte livsfarlig.

Yderligere tilbød vi dokumentation for denne, i vores egne øjne, ret grove anklage. På baggrund af alt dette, anbefalede vi endvidere at man overvejede om <sagsbehandlers navn> var placeret det rigtige sted

Vi anmodede derfor om en ny sagsbehandler, og vi udtrykte at endskønt vores klage evt. måtte blive afvist, burde det stå klart, at enhver mulighed for et egentligt tillidsforhold ml. Jan Larsen og sagsbehandler for længst var forskertset af selvsamme sagsbehandler og at man alene derfor burde imødekomme borgerens anmodning om en ny sagsbehandler.

Det forholder sig sådan i dag: Jan Larsen har ingen tillid til <sagsbehandlers navn>.

Den 2. juli modtog borger svar fra Centralforvaltningen ( bifkpcfklagesager@bif.kk.dk ).

Centralforvaltningens svar var en pure frikendelse af <sagsbehandlers navn> på alle klagepunkter, samt et afslag på Jan Larsens anmodning om ny sagsbehandler.

Om den måde centralforvaltningens svar er blevet til

”Det fremgår af notatet fra samtalen den 7. maj 2018 …”

afslag s. 4 øverst

Det omtalte notat er udfærdiget af den sagsbehandler der klages over. Vi finder det åbenlyst urimeligt at afgørelsen tager udgangspunkt i klagers version af mødet.

”Vi har orienteret os i din sag og har været i dialog med Center for Afklaring og Beskæftigelse …”

afslag s. 4

En lignende dialog har vi ikke oplevet, vi er faktisk slet ikke blevet kontaktet af centralforvaltningen i den tid der er gået fra klagetidspunkt til klageafgørelse.

Man går altså i dialog med klagens subjekt, udbeder sig dennes referat og mener dermed at have gjort nok udredning, hvorpå man træffer en afgørelse. Sådan opfører man sig kun hvis man ved hvilken part man ønsker skal have ret.

I hvilken retsstat gør man sådan? Svaret er enkelt: Det gør man ikke i en retsstat.

Sagsbehandlere

”Vi har ligeledes overvejet din anmodning om at få tildelt en ny sagsbehandler. Vi finder det ikke hensigtsmæssigt, da du allerede har haft to koordinerende sagsbehandlere siden august 2017, og vi vurderer ikke, at det vil være hensigtsmæssigt for fremdriften i dit forløb. Vi kan derfor ikke imødekomme din anmodning om at få tildelt en ny sagsbehandler.”

afslag s. 1

De to fhv. sagsbehandlere har begge glimret ved mangelfuld sagsbehandling.

Den første ved at have svære sproglige problemer der gjorde kommunikation med borgeren højst upræcis og meget anstrengende for borgeren. Derudover sammensatte hun, formentlig af vanvare, et forkert og falsk optimistisk billede af Jans helbredssituation i den forberedende del der førte til Jans ressourceforløb. Det gjorde hun ved udeladelser af overordentligt vigtige oplysninger og i øvrigt ved at plukke ældre oplysninger, hvor nye og opdaterede oplysninger var tilgængelige.

Den anden ved at indkalde til møder der blev aflyst, gerne dagen inden og ofte fik Jan først aflysningen da han var ankommet til jobcenteret, således er Jans sag blev urimeligt forlænget med måneder. Selvsamme sagsbehandler hævdede overfor Jan at det var en betingelse for funktionsevnevurdering at en arbejdsprøvning var gennemført.

Den nuværende SB vi klager over, insisterer på at forhale sagen ved at nægte at anerkende at Jans sag kunne fremmes langt hurtigere gennem pensionslovgivningens §18.2, som Jans sag opfylder alle kriterier for. Han gør det bl.a. ved at misudlægge en LÆ275 groft og påstå den indeholder indhold som rent faktisk ikke findes i den.

Han fører desuden en desavouerende mødeledelsesstil, hvor udfaldet af samtalerne er defineret på forhånd. Resultatet er at Jan nu skal vente i månedsvis i økonomisk fattigdom på en afgørelse der burde være taget for længe siden.

Klagepunktet der forsvandt

“Vi forstår din klage således, at du har vedhæftet lydoptagelsen som dokumentation for, at sagsbehandleren er uenig i, at du er berettiget til førtidspension uden om rehabiliterings-teamet. Vi bemærker dog, at det ikke fremgår af lydoptagelsen, i hvilken kontekst udtalelsen er fremsat.”

afslag s. 1

Det er en underlig forståelse at vi skulle have vedhæftet lydoptagelsen som dokumentation for at vi er uenige med SB, det behøver næppe audio-dokumentation.

Vi vedhæftede lydfilen som dokumentation for at <sagsbehandlers navn> kommer med en direkte usand påstand – og det punkt i vores klage svarer afslaget fra Centralforvaltningen overhovedet ikke på.

Af lydklippet fremgår det tydeligt at <sagsbehandlers navn> påstår at sagens eneste LÆ275 indeholder en vurdering af at Jan Larsens arbejdsevne ikke er væsentligt og varigt nedsat: jeg har nogle speciallæger som vurderer at det ikke er konkret at hans arbejdsevne er væsentligt og varigt nedsat til det ubetydelige. Det står her, i Klinisk Funktion.”

Sagsbehandler <sagsbehandlers navn> ved møde d. 5. maj 2018

En sådan vurdering forefindes overhovedet ikke i teksten, og hvis man læser hele teksten fremgår det faktisk at Jans situation er fastlåst og at hans funktionsevne er svært nedsat.

For hans svære KOL gælder at ”prognosen er i bedste fald stationær”, han har begyndende knogleskørhed – det kan ikke reverseres, hans fod er stivgjort, den kommer aldrig til at fungere igen, hans ryg er ødelagt både pga. diskusprolapser og fordi han i flere år gik uden det fornødne ortopædiske fodtøj som kommunen ikke ville give ham trods lægens anvisning.

Det er smertefuldt og giver yderligere smerter ned i benene. Alle disse lidelser omtales som ”kroniske” og ”fuldt udredt og behandlet”. De bliver ikke bedre – kun værre.

<sagsbehandlers navn> (og centralforvaltningen) læser ikke den LÆ275 som den er skrevet, og <sagsbehandlers navn> planter altså vurdering i det dokument som det faktuelt ikke indeholder.

Det behøver man ikke andet kontekst end udtalelsen og dokumentet for at konstatere. I LÆ275 står der:

“Samlet set er der mange helbredsmæssige udfordringer med et betydeligt reduceret funktionsniveau grundet åndenød, ben- og rygsmerter, der alle findes af kronisk karakter. Hans åndenød er den største begrænsende faktor …”

LÆ275, 23. jan. 2018

Under skyldig hensyntagen til at KOL (som det er tilfældet med Jans ryg, knogleskørhed og fod) er uhelbredelig og Jans KOL-prognose kun i bedste fald kan ende stationært, så er det virkelig underligt at hævde at dokumentet skulle indeholde en vurdering der siger at Jans arbejdsevne ikke er endegyldigt nedsat. Dokumentet taler om der måske kan påvises en evt. erhvervsevnerest når den sociale situation er bragt i orden og kun hvis man iagttager massive skånehensyn.

Vi forstår endvidere på leder af Klinisk Funktion, Frederiksberg, Sven Viskum, at der forelægger et pres fra kommunen på Klinisk Funktion. Hvis en af deres læger skriver i en LÆ275 at arbejdsevnen er væsentligt og varigt nedsat, så bliver kommunen vred.

Vi har også talt med medarbejdere ved Plan og Handling, der fortæller at de heller ikke må bruge den slags formuleringer.

Det er højst kritisabelt: På den ene side presses sundhedsfagligt personale til at undlade visse formuleringer – uanset deres lægelige vurdering, og på den anden side misudlægges deres arbejde groft, netop fordi de ikke må formulere sig utvetydigt.

I hvilken retsstat gør man sådan? Svaret er igen enkelt: Det gør man ikke i en retsstat.

Derudover angiver Centralforvaltningen konteksten for SBs udtalelse ikke fremgår, men det er ikke korrekt: SB påstår faktuelt at en vurdering ”står i Klinisk Funktion” – og det gør den ikke, mere kontekst er ikke nødvendig. Skulle den alligevel findes nødvendig, jamen så forefindes den jo i form af den lydoptagelse af hele mødet som vi har tilbudt.

Men for at opsummere: Klagepunktet gik på at <sagsbehandlers navn> frit opfandt en vurdering og påstod at den forefandtes i omtalte LÆ275.

Om <sagsbehandlers navn> selv var klar over at han tog fejl kan vi ikke bedømme, men usandt var det – og det har kostet endnu et alvorligt knæk i Jan Larsens evne til at have tillid til kommunen.

Centralforvaltningen reducerer alt dette til et spørgsmål om ”uenighed” hvilket er i direkte modstrid med klagens ordlyd og et vidnesbyrd om erkendt eller ikke-erkendt partiskhed.

Massive skånehensyn til … hvem?

“De indsatser, som har været forsøgt iværksat er forsøgt i overensstemmelse med rehabiliteringsteamets indstilling og er sket under hensyntagen til dine skånebehov.”

afslag s. 7

Med hensyn til skånebehov finder vi at det er næsten tragikomisk at både SB og Centralforvaltningen konsekvent holder sig til eet citat fra LÆ275 – den eneste passus der kan fordrejes til at Jans arbejdsevne kan udvikles:

“Når den sociale situation er stabiliseret, må en eventuel praktisk afprøvning vise, om der er en erhvervsevnerest, når de massive skånehensyn er opfyldt.”

Der står naturligvis intet om en arbejdsevne der kan udvikles, passussen omtaler at man måske ville kunne finde en arbejdsevne eller ”erhvervsevnerest”.

Når nu både SB og Centralforvaltning så tit gentager det citat, burde man kunne formode at det også var gået op for dem at der altså er ”massive skånehensyn”. Skånehensyn som Jobcenteret ikke selv tager i sagsbehandlingen af Jan.

Jan har krav på at blive kørt i bil til og fra møderne på Gl. Vasbygade. Det er ikke lykkedes <sagsbehandlers navn> en eneste gang at sørge for at dette var på plads trods lovning herpå. Jan har opgivet at minde <sagsbehandlers navn> om det.

Derudover kan det nævnes at det kun var Jans egne protester, der forhindrede en arbejdsprøvning i støvfyldt miljø.

Centralforvaltningen kan altså hævde at sagsforløbet har været præget af respekt for disse skånehensyn, men de kan ikke hævde det med afsæt i nogen konstaterbar virkelighed. Hele sagsbehandlingen i sig selv, er faktisk en afvisning af Jans reelle skånebehov.

Vi påpeger at utjekkede papirgange, møder hvor borger føler sig talt ned til og ikke hørt, selve den fysiske anstrengelse ved at dukke op til møder man skulle have været kørt til, samt den grundlæggende fremtidsangst der induceres i borgen via sagsbehandlingens antagonistiske karakter er et markant brud på disse skånehensyn.

Jan er begyndt at eksercabasere. Dvs. er begyndt at få alvorlige og langvarige anfald af hoste, slim og vejrtrækningsproblemer. Disse eksercabationer kan være livsfarlige.

Langt de fleste KOL-patienter dør som følge af eksercabation. Jans sidste eksercabation varede i 10 uger – og er kun lige afsluttet. Stress er eksercabationsfremmende.

Om misforståelser af mulighederne for at tilkende pension uden om teamet.

“Vi finder, at det ikke er helt åbenbart, at din arbejdsevne ikke kan forbedres, jf. pensionslovens § 18, stk. 2, 2. pkt. Det betyder, at der er behov for at rehabiliteringsteamet skal vurdere om du kan indstilles til førtidspension. Vi har lagt vægt på, at det ikke fremgår af de lægelige oplysninger, at du vurderes at være i terminalfasen som følge af din tilstand med KOL.”

afslag s. 2

Jan er i KOL stadie 4, med stadig forværring af både lungefunktion og eksercabationer, så er det et meget fintmasket kriterium der her anlægges, der kan ikke herske tvivl om at Jans livsbane er alvorligt forkortet.

Men det er en misopfattelse at borgeren skal være erklæret terminal før §18.2 kan anvendes Sammen med ovennævnte misopfattelse af LÆ275 udgør det en alvorlig sagsforvanskning der har sagsforsinkende effekt.

Vi har her fremhævet det afgørende ord ”eller” i paragraffens ordlyd:

Pensionsloven §18 stk. 2.

Det er en betingelse for, at en sag kan overgå til behandling efter reglerne om førtidspension, at sagen har været forelagt kommunens rehabiliteringsteam. Det gælder dog ikke i sager, der behandles efter § 17, stk. 4, eller i sager, hvor kommunalbestyrelsen vurderer, at det er helt åbenbart, at personens arbejdsevne ikke kan forbedres, og

  1. sundhedskoordinatoren har udtalt sig eller
  2. personen er terminalt syg.

I afslaget skrives endvidere:

“Vi har også lagt vægt på, at KOL ikke er omfattet af de tilstande, som fremgår af punkt d. i vejledning nr. 9465 af 27. maj 2016 om sager, hvor kommunen kan tilkende førtidspension uden forelæggelse for rehabiliteringsteamet, fordi det er åbenbart formålsløst at udvikle arbejdsevnen.”

I den vejledning står der klart og tydeligt ”De anførte tilstande er eksempler og ikke et forsøg på at opstille en udtømmende liste, og ikke alle med sygdommen har svært nedsat funktionsevne. ” – hvilket betyder at man ikke kan tillægge det vægt om en sygdom optræder på listen eller ej, da listen netop ikke er udtømmende.

I selvsamme vejledning nævnes det også at borgerens terminal-tilstand kun er ét af kriterierne, der er et andet kriterium – det oversete kriterium fra §18.2 – igen fremhæver vi det operative ord eller:

Det er en betingelse, at sundhedskoordinatoren først har udtalt sig i sagen, eller at personen er terminalt syg”.

Centralforvaltningen har altså ikke påvist at <sagsbehandlers navn>s strategi er den eneste mulige, men bliver ved at opremse betingelserne ved den strategi der er valgt som om at de var de eneste muligheder loven giver og imødegår derfor overhovedet ikke klagen.

SB er konfliktoptrappende

Det er i denne del af afvisningen at Centralforvaltningen indvier os i at de lægger påklagede sagsbehandlers eget notat til grund når de skal bedømme begivenhederne, og at de i øvrigt har ”været i dialog” med påklagedes enhed.

Altså at Centralforvaltningen for at afgøre klagen har henvendt sig ensidigt til påklagede og udbedt sig dennes referat. Det er ikke underligt at afgørelse og formuleringer falder som de gør efterfølgende.

”Det fremgår af notatet fra samtalen den 7. maj 2018, at bisidder afbrød samtalen og hævede stemmen således, at sagsbehandler så sig nødsaget til at tilkalde rådhusbetjenten, da bisidderen nægtede at følge sagsbehandlers anvisninger.”

afslag s. 4

Vi har netop anført i klagen at Sagsbehandler længe inden, allerede ved bisidders første replik, søgte at lukke munden på denne med følgende påstand: ”Bisidder må ikke tale”.

Det var tidligt i mødet endnu før stemningen blev rigtig anspændt, og det er en fuldstændig urimelig påstand. Havde SB <sagsbehandlers navn> ikke opført sig tyrannisk og fejludlagt bisidderloven var den episode aldrig indtruffet.

Centralforvaltningen afviser altså en klage over at SB er konfliktoptrappende under hensyn til hvad der skete under konflikten. En konflikt der ikke ville have været der hvis SB ikke havde optrappet, og på den måde imødegår centralforvaltningen overhovedet ikke vores klage, men fokuserer ensidigt på at bisidder – pikeret af SBs tidligere på mødet udstedte urimelige og ej lovhjemlede mundkurv – mistede besindelsen.

Det er i øvrigt ikke rigtigt at bisidder ikke fulgte SBs anvisninger efterfølgende – det hele fremgår af båndet, men åbenbart ikke af det notat som Centralforvaltningen har baseret sin afgørelse på, et notat skrevet af SB selv.

Ej heller har det åbenbart gennem dialog med påklagede været muligt at få afdækket lige det aspekt med mødet.

Vi spørger igen: I hvilken retsstat gør man sådan? Og svaret er stadig lige enkelt: Det gør man ikke i en retsstat.

”Af den vedhæftede lydoptagelse til klagen af 1. juni 2018 fremgår det, at stemningen var anspændt. Det fremgår af lydoptagelsen, at partsrepræsentant og bisidder stiller spørgsmålstegn ved sagsbehandlers faglighed.”

Mødet starter med at SB påstår sundhedsfaglig indsigt, herunder viden om KOL. Kort efter sidder SB og påstår at grænsen for KOL stadie 4 ligger ved 20% lungefunktion, hvilket er direkte forkert. Den ligger ved 30%. – alt sammen med det formål at hævde at Jan, der sidst er målt til 23%, ikke har det så skidt som han rent faktisk har det.

Det er altså SB selv der bringer spørgsmålet om egen faglighed på bane, og derefter demonstrerer at bemeldte faglighed i så fald er alvorligt fejlbehæftet. Selve emnet ”sagsbehandlerens faglighed” er altså bragt på bane af SB selv.

Det kan næppe være centralforvaltningens standpunkt at man ikke må tage de emner op som SB bringer på bane. I øvrigt høres det tydelig på fremsendte lydoptagelse at partsrepræsentanten siger ”lad nu det ligge” hvorpå SB siger ”nej, nu stopper du” og fortsætter emnet om egen fortræffelighed.

Han mener endog at han som ikke-sundhedsfagligt uddannet har samme sundhedsfaglige kompetencer som partsrepræsentant, endskønt at denne er uddannet og har arbejdet som ergoterapeut.

Tilbagebetaling af sygedagpenge

”I din klage af 5. juni 2018 skriver din partsrepræsentant, at der desuden ønskes tilbagebetaling af sygedagpenge. Partsrepræsentanten oplyser i den forbindelse, at kommunen har snydt dig for sygedagpenge, og at du aldrig er blevet partshørt og aldrig har fået en afgørelse med klagevejledning.

Det fremgår af sagen, at du ikke i forbindelse med din nuværende sygemelding har ansøgt kommunen om sygedagpenge. Du har ikke haft en sygedagpengesag siden 2006, hvor du var sygemeldt pga. en brækket ankel.”

Jan skulle have haft sygedagpenge fra dag 1 han meldte sig på jobcenter. Han var fuldt dagpengeberettiget, han var uarbejdsdygtig pga. sygdom og han var derudover truet af boligløshed.

Det burde kunne undre at Centralforvaltningen misser så væsentlig en præmis, det er endog nævnt flere gange af forskellige parter i sagens akter.

Denne mulighed blev han på intet tidspunkt orienteret af kommunen om, og han fik derfor ikke bedt sin a-kasse om den sygemelding der skulle have været grundlaget for det videre sagsforløb.

Jan har i mindst 7 mdr (afhængig af dagældende lovgivning, formentlig 7 mdr) været sygedagpengeberettiget.

Når der ikke forelægger en afgørelse herom, enten positiv eller negativ, skyldes det altså forsømmelse fra BIFs side. Dagpengespørgsmålet er i høj grad relevant og Jan er blevet snydt for sygedagpenge fordi kommunen i mødet med Jan, forsømte sin vejledningspligt.

Endnu et klagepunkt der blev væk

Jans sag er på alle måder illustrativ for et system der i både lov og effekt har suspenderet borgernes retssikkerhed. Centralforvaltningens afslag på vores anmodning er i klar og tydelig forlængelse heraf og fremstår klart som et partsindlæg, der er blevet forfremmet til afgørelse.

Vi ønsker derfor at anmode om et nyt afslag på hhv. vores klage over bisidder <sagsbehandlers navn> og vores anmodning om en ny sagsbehandler.

I forventning om at denne anmodning om en klageafgørelse der kan tåle at blive målt på retssikkerhedsstand, upartiskhed og lovformelighed vil blive afvist, og at centralforvaltningen formentlig uden videre overvejelser vil godkende sit eget arbejde på samme måde som den har godkendt forholdene i Jan Larsens sag ønsker vi at herværende dokument ”Anmodning om nyt afslag” vedhæftes sagen og arkiveres sammen med denne.

Vi sender i øvrigt herværende dokument til en række nøglepersoner på beskæftigelsesområdet, for dermed at bibringe indsigt i hvorledes retssikkerhedsmæssige principper håndteres af Københavns Kommune i dagligdagen.

Det er muligt at Centralforvaltningen kun vil yde overfladisk pligtlæsning når vi skriver en klage, men vil vi ikke nøjes med at tale for døve øren.

Vi gør dette efter Jan Larsens udtrykkelige ønske og accept, og er således ikke i konflikt med nogen tavshedspligt.

Vi vedhæfter desuden en phd-afhandling med tre case-historier fra Jobcentrene på Lærkevej, Musvågevej og Gammel Vasbygade, altså 3 dele af BIF-KBH, som yderligere dokumentation for at forholdene i BIF-KBH er langt fra tålelig status.

Vi fastholder:

1) Sagsbehandler <sagsbehandlers navn> opfører sig konfliktoptrappende og udlægger reglerne for bisidder direkte forkert. Møderne har tilsyneladende kun eet formål: At borger accepterer <sagsbehandlers navn> beslutninger. Det er når denne agenda udfordres at <sagsbehandlers navn> geråder ud i hidsighed, usandheder og magtmisbrug uden hjemmel i f.eks. bisidderregler

2) Sagsbehandler <sagsbehandlers navn> taler usandt om indholdet af Jans LÆ275

3) Sagsbehandler <sagsbehandlers navn> har en direkte sundhedsfarlig filosofi om at presse mennesker – uanset de er psykotiske – til grænsen

4) <sagsbehandlers navn> fejlfremstiller sin egen sundhedsfaglige viden, og insisterer på at hans mangelfulde viden er den præmis hvorpå sagen skal føres.

5) Centralforvaltningen har på ingen måde behandlet vores klage seriøst, omhyggeligt eller upartisk.

Med de første fire punkter (listen er ikke nødvendigvis udtømmende) opnår <sagsbehandlers navn> at forlænge sagsbehandlingen af en sag der burde have været slut for længst med adskillige måneder til udgift for kommunekassen og til substantiel gene for borgeren.

Med punkt 5) cementerer centralforvaltningen at sådanne forhold er acceptable i vores kommune.

På Jan Larsens vegne

Bitten Vivi Jensen, Partsrepræsentant

Esben Maaløe, Bisidder

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.