Rettigheder

Har du problemer med din sag, f.eks. med, at kommunen trækker din sag i langdrag, sylter den osv. kan du klage over kritiske sagsbehandlingsfejl. Kommunens folk er nemlig underlagt nedenstående meget vigtige principper og vejledninger, som du kan henvise til i en klagesag eller printe ud og tage med til din sagsbehandler.
Informationerne på denne side er hentet i linkene til de konkrete love og i Ankestyrelsens 2 publikationer til sagsbehandlere i offentlige myndigheder: “At skrive en afgørelse sept. 2011” og “At skrive en afgørelse – juni 2016”

Helhedsvurdering Retssikkerhedsloven §§ 5-7

En helhedsvurdering betyder, at sagsbehandlerere har pligt til at behandle en ansøgning om hjælp bredt. Det er således ofte ikke nok at behandle en ansøgning om hjælp kun efter de regler, som borgeren konkret har søgt hjælp efter.

Hvis en borger fx mangler forsørgelsesgrundlag, skal kommunen bl.a. undersøge, om borgeren har ret til sygedagpenge, ret til støtte til revalidering, ret til tabt arbejdsfortjeneste, ret til kontanthjælp, og/eller om kommunen bør rejse en sag om førtidspension mv.

En helhedsvurdering skal give borgeren klarhed over, hvordan kommunen ser på sagen. Helhedsvurderingen kan indeholde en eller flere afgørelser. Hvis borgeren har søgt om en bestemt ydelse, og kommunen i vurderingen konstaterer, at borgeren ikke har ret til denne ydelse, er det en afgørelse. Fx kan vurderingen indeholde et afslag på, at kommunen lader sagen overgå til behandling efter reglerne om førtidspension.

Kommunen skal begrunde denne type afgørelser i overensstemmelse med reglerne for andre formelle afgørelser. Hvis vurderingen alene indeholder en konstatering af fx, at borgeren er syg og modtager sygedagpenge, samt at borgerens sag skal vurderes på ny efter en bestemt frist, er der ikke tale om en afgørelse.

Officialprincippet Retssikkerhedsloven § 10

Officialprincippet betyder, at det er kommunen, som har ansvaret for, at en sag er tilstrækkeligt oplyst, når den træffer afgørelse. Kommunen skal have fyldestgørende oplysninger både om fakta i sagen og om retsregler, praksis osv. for at kunne træffe en forsvarlig afgørelse.

Der findes ikke regler for, hvor omfattende oplysningsgrundlaget skal være, men jo mere indgribende betydning en afgørelse vil få for borgeren, desto større krav er der til, hvordan sagen er oplyst.

At kommunen har ansvaret for, at sagen er tilstrækkelig oplyst, betyder ikke nødvendigvis, at det er kommunen, som selv skal fremskaffe alle oplysninger. Der kan fx stilles krav til borgeren om at komme med de oplysninger, som han/hun kan fremskaffe uden større vanskeligheder.

Dialogprincippet Retssikkerhedslovens § 4

Kommunen har pligt at sikre en god dialog med borgerne og sørge for, at de reelt bliver inddraget i deres sager samt at borgernes egne saglige oplysninger bliver medtaget og inddraget i sagen.

Magtfordrejningsprincippet Grundlovens § 63Se også info om domstolsprøvelse

Kommunen har pligt til at forholde sig sagligt iht. dette juridiske forvaltningsretlige princip. Det betyder bl.a., at sagsbehandlere har pligt til at inddrage alle saglige hensyn i sagen, og at de ikke må inddrage oplysninger, som ikke har relevans for sagsforløbet. F.eks. må sagsbehandleren IKKE inddrage sine personlige holdninger eller tage usaglige hensyn, når forvaltningen udøver skøn ved behandlingen af en sag. Sagligheden og professionalismen SKAL vægtes højt.

Hovedprincippet i magtfordrejningsprincippet er, at lovlige hensyn er de hensyn, som fremmer formålet med den lovbestemmelse, som giver forvaltningen skønsmuligheden.

Hurtighedsprincippet; Tidsfrister for sagsbehandlingen Retssikkerhedsloven § 3

Kommunen skal behandle spørgsmål om hjælp så hurtigt som muligt med henblik på at afgøre, om der er ret til hjælp og i så fald hvilken.

I sager, hvor borgeren har søgt om en ydelse, har kommunen desuden pligt til at fastsætte en frist for, hvor lang tid der må gå, inden der skal være truffet en afgørelse. Hvis denne frist ikke kan overholdes, skal borgeren skriftligt have besked om, hvornår der kan forventes en afgørelse.

Der er tale om generelle frister, det vil sige, at der ikke skal fastsættes frister for den enkelte sag. Fristerne fastsættes ud fra sagstyper. I lovgivningen findes der desuden lovbestemte tidsfrister for sagsbehandlingen. Undtagelsesvis vil en meget lang sagsbehandlingstid kunne sidestilles med et afslag på hjælp, og borgeren vil derfor kunne klage over den lange sagsbehandlingstid, som om der var truffet afgørelse om afslag.

Proportionalitetsprincippet som findes i den særlig Retssikkerhedslov nr 442 af 09/06/2004

Kommunen har pligt at sikre en sagsbehandling, der er i overensstemmelse med det juridiske princip om proportionalitet. For det første indebærer princippet, at hvor en forvaltningsmyndighed har et valg mellem flere typer af indgreb til opnåelse af et ønskeligt resultat, er myndigheden forpligtet til at vælge det mindst indgribende indgreb, som er tilstrækkeligt til at opnå formålet. Dette krav kan i hovedsagen isoleres til en afgørelses retsfølge.

For det andet indeholder proportionalitetsprincippet et krav om forholdsmæssighed, hvorefter et indgreb kun må iværksættes, hvis det står i et rimeligt forhold til det mål, der forfølges.

Begrundelser og skriftlige afgørelser Forvaltningsloven §§ 22-24

En begrundelse har fire hovedfunktioner:

I. Den skal give borgeren fuld information om grundlaget og baggrunden for afgørelsen.

II. Den skal bidrage til at sikre, at grundlaget for afgørelsen er sagligt og fyldestgørende.

III. Den skal udgøre et væsentligt grundlag for borgerens overvejelse over, om han eller hun ønsker at klage over kommunens afgørelse.

IV. Den skal give klageinstansen mulighed for at vurdere afgørelsens holdbarhed. Skriftlige afgørelser skal efter forvaltningsloven være begrundede, hvis borgeren ikke får fuldt ud medhold.

Hovedreglen er, at kommunale afgørelser skal være skriftlige. Dette følger enten af bestemmelser i de sociale love eller af god forvaltningsskik. Det er vigtigt, at alle afgørelser, som er særligt indgribende for borgerne, er skriftlige og begrundede.

Selv om en afgørelse betyder, at borgeren får den ansøgte ydelse, skal sagsbehandlere som hovedregel træffe en skriftlig afgørelse for at præcisere ydelsens omfang, som fx i hvor lang tid en løbende ydelse vil blive udbetalt ifølge afgørelsen.

Begrundelsen skal indeholde en henvisning til de relevante retsregler eller politisk vedtagne retningslinjer. Der kan også være behov for, at sagsbehandlere henviser til offentliggjort praksis fra fx Ankestyrelsen, som beskriver, hvordan reglerne skal fortolkes.

Hvis der i afgørelsen indgår et skøn, har sagsbehandlere pligt til i begrundelsen at angive de hovedhensyn som har været bestemmende for hans/hendes skøn.

Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Administrative Skøn Forvaltningslovens § 24

Mange bestemmelser i lovgivningen giver sagsbehandlere mulighed for at foretage et skøn. Med skøn forstås, at sagsbehandlere har foretaget en afvejning, hvor resultatet ikke kan læses direkte ud af fx loven eller ud af offentliggjort praksis.

Sagsbehandlere foretager en konkret vurdering af, om borgeren har ret til hjælp og i givet fald, hvordan hjælpen mere konkret skal udmøntes. Selv om en lovbestemmelse giver sagsbehandlere mulighed for at foretage et skøn, betyder det ikke, at skønnet kan foretages fuldstændig frit.

Der er ikke i den sociale lovgivning eksempler på et frit skøn. Sagsbehandleres skøn vil altid være mere eller mindre bundet. Det vil sige, at lovgivnings- og forvaltningsretlige principper eller praksis beskriver, hvilke forhold sagsbehandlere skal lade indgå i vurderingen og eventuelt også, hvilke forhold sagsbehandlere skal lægge mest vægt på. Når der i afgørelsen indgår et skøn, skal sagsbehandlere i begrundelsen angive de hovedhensyn, som har været bestemmende for hans/hendes skøn.

Klagevejledning Forvaltningslovens § 25

Afgørelser, som kan påklages til anden forvaltningsmyndighed, skal, når de meddeles skriftligt, være ledsaget af en vejledning om klageadgang med angivelse af klageinstans og oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse af klage, herunder om eventuel tidsfrist. Det gælder dog ikke, hvis afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.

Genvurdering og videresendelse af klage Retssikkerhedslovens § 66 og 67

Offentlige myndigheder har pligt til at genvurdere en sag, der er klaget over. Inden en klage behandles, skal den myndighed, som har truffet afgørelsen, vurdere, om der er grundlag for at give klageren helt eller delvist medhold. Derfor skal en klage først afleveres til den myndighed, som har truffet afgørelsen.

Er en afgørelse truffet efter bemyndigelse, skal klagen sendes til og vurderes af den kommune, der har pligt til at yde hjælp efter lov om social service.

Kan myndigheden ikke give klageren medhold, sendes klagen med begrundelse for afgørelsen og genvurderingen videre til klageinstansen.

Klagefrister: Klage til Ankestyrelsen skal ske inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Styrelseschefen kan se bort fra, at fristerne ikke er overholdt, når der er særlig grund hertil. Afgørelser om at se bort fra klagefrister og afgørelser om klagefristernes beregning kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Partshøring og muligheden for at få udsat afgørelsen Forvaltningsloven §§ 19-21

At partshøre betyder, at borgeren får tilsendt eller udleveret dokumenter i sagen, som borgeren ikke forventes at kende indholdet af, eller som borgeren ikke er bekendt med indgår i sagen. Først når tidsfristen for at komme med bemærkninger er udløbet, kan sagsbehandlere træffe afgørelse i sagen. Reglerne om partshøring har til formål:

  • at sikre et korrekt oplysningsgrundlag
  • at sikre borgerens medvirken til sagsbehandlingen
  • at styrke borgerens tillid til forvaltningen

Ved en partshøring skal parten dels have mulighed for at sætte sig ind i de nye oplysninger, dels have mulighed for at komme med bemærkninger til oplysningerne inden for en frist, som kommunen fastsætter.

Det praktiske udgangspunkt er, at kommunen har pligt til at partshøre over alle oplysninger, som parten ikke selv har bidraget med til sagen. De undtagelser fra partshøring, som står i reglerne, skal bruges med stor forsigtighed.

Reglerne om partshøring er retsgarantier, det vil sige, at det er regler for sagsbehandlingen, som skal bidrage til, at afgørelser bliver lovlige og rigtige. Hvis kommunen glemmer at partshøre, er udgangspunktet derfor, at afgørelsen er ugyldig.

Parten har under hele sagsforløbet også en mulighed for at anmode kommunen om, at sagens afgørelse udsættes, hvis parten fx ønsker at komme med en udtalelse eller ønsker at komme med supplerende oplysninger.

Vejledning Forvaltningsloven § 7 og Retssikkerhedsloven § 5

På det sociale område har kommunen en udvidet vejledningsforpligtelse. Af retssikkerhedsloven fremgår det, at rådgivning og vejledning er en social ydelse, og at kommunen også skal være opmærksom på, om der kan søges hjælp hos en anden myndighed eller efter anden lovgivning.

Flere speciallove, fx serviceloven, har særlige bestemmelser om vejledning. Vejledning skal ske med udgangspunkt i den enkelte borgers behov og forudsætninger. Svage grupper i samfundet kan have et særligt vejledningsbehov, og kommunen skal være opmærksom på, at der gælder en særlig vejledningspligt, hvis kommunen træffer en indgribende afgørelse.

Følgen af en forkert vejledning kan være, at en ydelse skal tilkendes med tilbagevirkende kraft, så borgeren stilles på den måde, som en korrekt vejledning ville have medført. Hvis borgeren ønsker at klage over sagsbehandlingstid, personalets optræden mv. skal kommunen vejlede om, at klagen skal behandles af ledelsen, dvs. borgmesteren eller kommunalbestyrelsen.

Notatpligten Offentlighedsloven § 13

Notatpligten går ud på, at sagsbehandlere har pligt til at notere alle væsentlige ekspeditioner eller oplysninger i en sag. Alle notater skal forsynes med navn og dato. Pligten følger både af bestemmelsen i offentlighedsloven og af ikke lovbestemte regler.

Notatpligten er væsentlig både for borgeren og kommunen som en dokumentation for, hvad der er sagt eller aftalt. Mundtlige oplysninger kan ofte udgøre en del af oplysningsgrundlaget i en sag.

Der kan være tale om oplysninger, som er indhentet hos en ansøger, men også oplysninger indhentet fra andre myndigheder eller personer.

At oplysningerne er noteret ned, er en nødvendig forudsætning for, at kommunen kan overholde pligten til at partshøre og give mulighed for aktindsigt.

Notatpligten sikrer også kommunens mulighed for at skabe sig et overblik over og dokumentation for oplysninger og sagsforløb. Dette er bl.a. væsentligt ved sagsbehandlerskift.

Arbejdsevnen er en delmængde af funktionsevnen

Jobcentrene fokuserer alt for ofte ensporet på at vurdere borgernes arbejdsevne i sager om jobafklaringsforløb, ressourceforløb, fleksjob, revalidering og førtidspension. Men et menneskes funktionsevne bruges ikke kun på et arbejdsliv, men også på et fritids- og hvileliv. Ifølge VEJ nr 9465 af 27/05/2016 fremgår det tydeligt, at et menneskes arbejdsevne er en delmængde af menneskets funktionsevne.

I nævnte vejledning er både funktionsevnen og arbejdsevnen detaljeret defineret på følgende måde: Citat:

”c. Funktionsevne

Erfaringer viser, at vurderingen af, om en borger skal have tilkendt førtidspension, med få undtagelser ikke kan foretages alene på grundlag af lægelige diagnoser. I stedet anvendes funktionsevnen som vurderingsgrundlag.

Funktionsevne kan beskrives som borgerens muligheder for aktivitet og deltagelse, fx ved at varetage personlig hygiejne, klæde sig på, spise selv, lave mad og holde dagsrytme, færdes uden for hjemmet, samarbejde om behandling, samvær og ansvar for andre, deltagelse i arbejde og uddannelse.

En del af funktionsevnen anvendes således til at udføre dagligdagens aktiviteter som at varetage personlig hygiejne, klæde sig på, spise selv, lave mad og holde dagsrytme.

Arbejdsevnen er den del af funktionsevnen, der anvendes til på arbejdsmarkedet at udføre forskellige konkret specificerede arbejdsopgaver med henblik på at opnå indtægt til selvforsørgelse.

Da arbejdsevnen er en delmængde af funktionsevnen, betyder det, at hvis funktionsevnen varigt er meget svært nedsat og ikke lader sig kompensere, vil det også gælde for arbejdsevnen. ” (citat slut)